Langbue
Selvom langbuen er den mest traditionelle af de tre buetyper, er de langbuer der bruges til konkurrencer og jagt i dag meget anderledes end den oprindelige mandshøje langbue, som man kender den fra f.eks. vikingetiden i skandinavien eller middelalderens England. Disse buer var lavet af ét stykke træ, ofte takstræ, og var i udgangspunktet en lige stav, som fuldt opspændt beskrev et C eller halvmåne.

Compound
Compoundbuen er den teknisk set mest avancerede buetype. Buetypen er karakteriseret ved at være en ret kort bue – normalt mellem 29-45” lang – og ved at være forsynet med streng, kabler og hjul (cams) som kablerne kører omkring. Hjulene er monteret excentriske og kan være både runde og mere eller mindre elliptiske i form. Formålet med systemet er, at buen bliver lettere at holde ved fuldt træk, idét man da kun holder 50-20% af buens maximale trækvægt. Desuden bevirker systemet, at buen skyder pilene med relativt høje hastigheder.

Recurve
Recurvebuen er den olypiske bue – og kaldes sådan på grund af udformningen af buebenenes ender. Disse er nemlig bøjet fremad i skudretningen. Dette har dels til formål at give buen et bedre kast (højere pilehastighed) og dels at buen føles en smule blødere at trække ved fuldt træk. Der opnåes dog ikke decideret ”let-off” (mindre trækvægt ved fuldt træk), som det er tilfældet med compoundbuen.

Barbue
Barbuen er i store træk en recurvebue, dog uden sigte.
I barbue klassen er det ikke tilladt at skyde med sigte og stabilisatorer, men pilehylde og plunger er tilladt.
Man ”sigter” således på samme måde som med langbue, enten med pilespidsen eller instinktivt. I nogle tilfælde foretrækker nogen at skyde ”off the shelf” – dvs. uden pilehylde, hvor pilen blot ligger i bunden af udskæringen til sigtevindue.