Palantoke

Palantoke

Velkommen til Kolding Bueskytteklub

Selvom det er sjovt at skyde med bue, kan det stadig godt være seriøst.

Deltagelse i stævner er dels med til at styrke psyken dels med til at udvide bekendtskabskredsen indenfor bueskydningen.

Der skal naturligvis være plads til alle i klubben og skytter som ikke har ambitioner om at skulle være den bedste i verden kan i lige så høj grad som alle andre i klubben nyde godt af det fællesskab og hygge som omspænder de to ugentlige træningsaftner.

Klubbens medlemmer er fra ca. 10 år til omkring 80 år, og er af begge køn. Der skydes med alle buetyper: recurvebue, compoundbue og langbue – så uanset hvilken buetype du er til kan du hente hjælp hos de øvrige skytter.

Vi håber, du vil opleve klubben som positiv, venlig, seriøs og hyggelig.


Vinterskydning fra september til april

Parkhallen, Fynsvej 49, 6000 Kolding
Tirsdag og torsdag er der skydning fra kl. 18-20.
Torsdag er der instruktører, som gerne hjælper.

Lyst til at prøve

Hvis du har lyst til at prøve at skyde med bue så skriv til info@palnatoke.dk her.


Sagnet om helten Palnatoke

En af sagaerne fortæller om Jomsvikingen Palnatoke, som var en af Harald Blåtands mænd. Han havde dog flere sammenstød med kong Harald. En dag havde han i en rus sagt at han sagtens kunne skyde et æble af en kæp.

Kongen tog ham på ordet, det blev dog ikke fra en kæp, men fra hovedet af Palnatokes søn, æblet skulle skydes. Palnatoke tog tre pile fra sit kogger og bad sønnen stå roligt, derpå skød han æblet af sønnens hoved. Kongen spurgte, hvad han skulle med de andre pile, hvortil Palnatoke svarede at hvis skuddet havde ramt sønnen, ville han have dræbt kong Harald med de andre.

I Jomsvikingernes saga fortælles endvidere om hvordan Palnatoke skød kong Harald. Kongen var ved at varme sig ved bålet, da Palnatoke skød ham i bagdelen og historien fortæller at pilen fløj op i røven på kongen og hele vejen ud af munden.

Det siges at være den måde Harald fik sin blå tand på.